Chokolade eller vanilje, klassisk eller crazy? Der er uendelig mange muligheder, når du skal vælge bryllupskage, og en enkelt googlesøgning kan sende dig på en inspirationstur i cyberspace, der varer flere dage. Bryllupskagen har fra gammel tid været et symbol på frugtbarhed og overflod, men derfor behøver du ikke vælge den mest overdådige kage, det kan lige så vel være en elegant og diskret pyntet kage i et enkelt lag.
Det kan også være I har en yndlingskage, som I gerne vil have fortolket som bryllupskage - måske en klassisk jordbærtærte udformet til dagen eller en islagkage i stedet for en klassisk kage. Hos mange konditorier er der mulighed for at prøvesmage kagerne, inden I beslutter jer, så sæt en dag af i planlægningsfasen, hvor i får lov at forkæle jer selv med søde mundfulde i jagten på den perfekte kage.
Skal der et brudepar på toppen? I mange år var den klassiske danske bryllupskage en kransekage med et plastikbrudepar på toppen, men i dag vælges oftes en anden løsning. Flere og flere vælger plastikbrudeparet helt fra eller erstatter figuren med noget andet, som kunne være et hæklede brudepar eller brud og gom lavet på en perleplade.
Traditionelt serveres bryllupskagen efter maden sammen med kaffen. Men flere vælger at servere den om eftermiddagen til receptionen, fordi de er nervøse for, at den smukke kage kan blive lidt nedprioriteret sidst på aftenen, hvor gæsterne har spist og drukket og er godt i gang med at feste. Hvis I vælger at servere den tidligt på dagen, kan I stadig lave små petit fours eller pop cakes med bryllupstema til kaffen om aftenen.
Menu